Bryster i alle former og farver. Det er, hvad dragqueen-banko på Cluster Square i anledning af Aarhus Festuge byder på. Og ingen anden end Miss Stella Starlight åbner scenen til en farverig eftermiddag.

Miss Stella Starlight backstage efter drag-banko
Foto: Amalie Hother Sørensen

Af Amalie Hother Sørensen

“Ej shit, det var godt, vi kom i god  tid,” siger en ung kvinde til sin veninde. Køen til Custer Square er meterlang og strækker sig hele vejen fra indgangen ned til krydset ved Guldsmedgade. 

Folk er kommet for at se Miss Stella Starlight kaste med ølbilletter og spydige kommentarer. 

En eksplosion af farver
En farvebombe af konfetti bliver affyret og reflekterer solens stråler, som siver ind gennem teltets åbninger. I takt med at farvestumperne daler bliver der hujet fra publikum. Hænder klapper, og den tidligere summen af samtaler bliver erstattet af kvinders skrigen og fløjten. Miss Stella Starlight indtager scene iført en dragt af alverdens skrigende nuancer. Hun er hoppet i pinke sko, der er så høje, at man ved bare synet af dem får ondt i fødderne. Med kakaofarvet hud og en lyserød paryk i stil med Marilyn Monroes ikoniske frisure danser farverne rundt omkring hende.

“Jeg er smilet af Aarhus. Jeg er frøken Aarhus. Jeg er definitionen af drag i Jylland”, råber miss Stella Starlight.

Folk hopper på bordene. Latter og samtaler runger, og underbukser flyver op på scenen.

Åbenhed, diversitet og seksualitet
”Jeg kan lige så godt sige det fra start: Jo mere tøj I smider, jo flere gaver får I”, lyder det fra Miss Stella Starlight. Og der går ikke længe, før en ung kvinde iklædt en top stiller sig op, trækker toppen op, strækker armene og shaker overkroppen. Og hun er en af mange.

Dragqueen-banko byder på en eftermiddag af grin, fadøl og glæde blandt publikum. For en ung kvinde blandt publikum er det især fejringen af mangfoldigheden, der tiltrækker hende til dagens arrangement:

”Jeg er kommet, fordi arrangementet handler om åbenhed, diversitet og seksualitet. At man bare kan komme og være sig selv. Og så fordi der er drag”.

Den unge kvinde er ikke den eneste, der er kommet for at se drag og hylde diversiteten. En ung studerende er udelukkende troppet op til arrangementet på grund af dets festligheder og showet:

”Hvis det var almindelig banko, var jeg ikke kommet”.

30 minutter før Miss Stella Starlight går på scenen, står 500 tilskuere og venter spændt.
Foto: Amalie Hother Sørensen

Fra ølbilletter til buttplug
I to timer råber Miss Stella Starlight tal op samt kaster ølbilletter og spydige kommentarer ud til publikum. I diskokuglernes skær optræder hun med ”Strong Enough” af Cher. Der bliver klappet og sunget med til hendes optræden, og en ung mand får endog æren af en svingom med dragqueenen.

Alt fra ølbilletter og keramikpynt til indrammede plakater og gavekort til restauranter bliver delt ud til publikum. Og sidst, men ikke mindst – den ”bedste” gave af dem alle – en buttplug med glidecreme.

Miss Stella Starlight, der optræder til sangen ”Strong Enough”
Video: Amalie Hother Sørensen

Saudi-Arabien har som krigsførende nation begået diverse krigsforbrydelser i Yemen, men alligevel opgraderer Arla i Saudi-Arabien.

Af Amalie Hother Sørensen

Den 24. februar 2022 er en dag, verden aldrig vil glemme. Det var dagen, hvor Rusland invaderede Ukraine – et selvstændigt, suverænt land. Som svar på invasionen har Vesten pålagt Rusland økonomiske sanktioner, virksomheder trækker sig ud af landet, og Vesten prøver at mindske afhængigheden af russisk gas og olie.

Arla er blandt en af de mange virksomheder verden over, som stopper al samarbejde og samhandel med Rusland i kølvandet på krigen i Ukraine. Men samtidig opgraderer Arla i Saudi-Arabien og investerer 100 millioner i Bahrain. Er dette etisk forsvarligt? Saudi-Arabien er, ligesom Rusland, en krigsførende nation, som hverken vægter menneskerettigheder eller ligestilling særlig højt. Yderligere kunne Amnesty International i 2015 dokumentere, at Saudi-Arabien har begået flere krigsforbrydelser i Yemen. Men ifølge Arlas globale pressechef Åse Andersson, kan de to forhold ikke sammenlignes:

”Ruslands gøren i Ukraine og Saudi-Arabiens optræden i Yemen kan ikke sammenlignes en til en. Det er to vidt forskellige situationer”.

Arla eksporterer meget til Mellemøsten, hvoraf en stor del bliver eksporteret til Saudi-Arabien. Ifølge Finn Arler, der er professor med særlige opgaver (mso) på Aarhus Universitet samt leder for Center for Etik i Praksis, skal virksomheder passe på med at handle med krigsførende nationer, da etikken kan komme i klemme:

”I udgangspunktet taler det imod en virksomhed, hvis virksomheden tjener penge på at handle med en krigsførende nation. I mine øjne er penge ikke en god nok begrundelse – der skal yderligere etiske begrundelser til”.  

Åse Andersson understreger, at Arlas gøren i Saudi-Arabien ikke udelukkende er af økonomiske årsager, men at Arla f.eks. ansætter kvinder i Saudi-Arabien, de samarbejder med Amnesty International, og de er i dialog med myndighederne for at hjælpe medarbejderne bedst muligt.

Palle Würtz fik efter sin udstationering i Helmand PTSD fra de hårde, hånende og mobbende forhold, hans leder udsatte ham for – og han kæmper stadig i dag. 

Palle Würtz
Foto: Amalie Hother Sørensen

Læs Palles historie her

Af Amalie Hother Sørensen

En ung mand sidder på forsvarerbænken med hovedet tiltet nedad og foldede hænder. Kun engang imellem kigger han op, hvor blikket med det samme søger det store ur over døren, hvorefter hovedet igen tilter nedad – uden at få øjenkontakt med andre i lokalet. Skuldrene hænger, og benene kan ikke holdes i ro. Stilheden i lokalet er tyngende, og den eneste lyd, der bryder stilheden, er urets tikke og papirer, der foldes sammen. Først da dommeren træder ind i lokalet, bliver stilheden brudt, hvorefter den unge mand løfter hovedet. Tilståelsessagen begynder.

Den 2. august 2019 på sin bopæl i Aarhus blev den dengang 15-årige unge mand sigtet for at være i besiddelse af et billede med børnepornografisk indhold. Politiet fandt frem til hans bopæl gennem den amerikanske organisation NCMEC, der gennem samarbejde med Facebook blandt andet sporer IP-adresser, når en Facebook-profil indeholder billeder og videoer af børnepornografisk materiale. Den 15. april 2020 tog politiet den unge mand i at være i besiddelse af i alt 130 billeder og 11 videoer af børnepornografisk indhold, fordelt på alle tre kategorier for sager om børnepornografisk materiale. Her fandt politiet følgende:

• 22 billeder og 2 videoer af fremstilling uden seksuel aktivitet (kategori 1)
• 95 billeder og 9 videoer af fremstilling med seksuel aktivitet (kategori 2)
• 11 billeder af fremstilling af særligt grove seksuelle forhold (kategori 3)

Den 16. april 2020 konfiskerede politiet den unge mands computer.

Behandling på sexologisk enhed på Skejby Hospital
Den daværende 16-årige unge mand indgik frivilligt i sexologisk behandling på Skejby Hospital efter sigtelsen. Her fik han først 10 sessioner med en sexolog, hvorefter han selv bad om yderligere 10 session med sexologen. Det var ikke hans intention at tilgå børneporno, da han fandt sin vej til the dark web. I retten udtalte han, at han tilfældigt fandt billederne. Han vidste godt, at det var forkert at se på billederne og videoerne, men han havde svært ved at stoppe, da han først var gået i gang. Sexologen vurderede, at han var usikker og manglede selvsikkerhed, men at han primært var tiltrukket af jævnaldrende.

Dømt for besiddelse af børneporno
Den nu 18-årige unge mand blev fredag d. 19 oktober 2021 dømt i retten i Aarhus for at have været i besiddelse af børnepornografisk indhold. Dommen lød på 40 dages betinget fængsel samt yderligere sexologisk behandling, hvis der blev fundet årsag til det. Dommens afgørelse skal ses i betragtning af, at han var ung og uvidende, dengang lovovertrædelsen fandt sted, han er ikke tidligere straffet, og så har han selv frivilligt indgået i sexologisk behandling efter sigtelsen. Straffen frafaldes, hvis han i det kommende år ikke begår yderligere lovovertrædelser

Hver mandag står gåvennerne klar foran Bellevuehallerne i Risskov til dagens gåtur. Med godt humør, vind i håret og duften af saltvand går de langs Risskovs smukke kyst og nyder den danske natur. Naturen og det sociale samvær er det, der får gåvennerne til at gå den samme tur mandag efter mandag, år efter år.

Af Amalie Hother Sørensen

Gåvennerne, der mødte op til mandagsgåturen d. 4. okt.
Foto: Amalie Hother Sørensen

Klokken er 17. En gruppe mennesker står foran trapperne ved Bellevuehallerne i Risskov og venter. Her venter de hver mandag – samme tid og sted. De venter på gåvennerne.

Bølgebrus og gyldne stråler
Det er en lun og blæsende mandag aften i starten af oktober måned. Der er ti, som er mødt op til gåturen. Vi begynder at gå mod stranden, og kort tid efter kan vi høre bølgernes brusen. Solens gyldne skær lægger sig over Aarhus Bugt. En rask vind blæser igennem langs gåturen ved kysten, hvor vi går ned til badebroen og giver den et klap – den sædvanlige rute, som gåvennerne går. Særligt Marie Dora Kjærgaard, medstifter af Gåvenner, elsker gåturen langs kysten, hvor blæsten giver farve i kinderne.

”Naturen og bølgerne langs kysten ændrer sig aldrig, hvilket er noget, jeg særligt påskønner. Gåturen og omgivelserne løfter sjælen og kroppen.”

En god idé
For otte år siden stiftede Marie Dora Kjærgaard og Erik Petersen Gåvenner til idéudviklingsdag i Aarhus. Konceptet er meget enkelt: hvis du har lyst til at gå en tur langs bølgerne ved Bellevue Strand, skal du bare møde op kl. 17 ved trapperne foran Bellevuehallerne. Mandagsgåturen er uden forpligtelser og gratis. Der er hverken krav til alder eller kondition. Om du vil snakke eller bare gå for dig selv, er helt op til dig. Hos gåvennerne er der plads til alle.

Ikke én aflysning ud af 427 mandage
Fra perioden 3. dec. 2013, hvor Gåvenner blev oprettet,  til 4. okt. 2021 er den ugentlige gåtur ikke én eneste gang blevet aflyst. 427 mandage har passeret i denne periode. Der har altid været mindst én, der har mødt op til gåturen langs vandet. Trods al slags vind og vejr – selv i storme – har de gået ned til badebroen og tilbage igen. Især denne opbakning fra gruppen har medført, at de dukker op mandag efter mandag.

Alle skal kunne være med
For Marie og Erik er formålet med Gåvenner at få gang i kroppen og skabe et fællesskab, hvor alle har det tilfælles at gå og nyde naturen i Risskov. Derfor er Gåvenner med den 3,5 kilometer lange rute, der tager 40 minutter at gå, et initiativ, hvor alle kan være med. Om konditionen er tip top eller har set bedre dage er underordnet – man går i sit eget tempo, lyder det fra Marie.

Stifterne af Gåvenner: Pensionisterne Marie Dora Kjærgaard, 68 år & Erik Jensen, 70 år.
Foto: Amalie Hother Sørensen

Et sammenhold for de ensomme
For Grethe Jensen, der har deltaget i mandagsturene de sidste seks år, handler Gåvenner ikke udelukkende om at gå, som det gør for Marie og Erik. Grethe, der er 72 år, møder også op til Gåvenner for det sociale.

”Mange af os er enlige, og derfor nyder vi at se hinanden hver mandag.”

Grethe har også ofte brochurer med i inderlommen, når hun møder op til mandagens gåtur.

”Vi har ikke numrene på hinanden, så vi kan ikke kontakte hinanden. Derfor tager jeg brochurer med til gåturene, for det er her, jeg kan informere de andre om arrangementer. Og måske bliver de også inspireret og vil med.”

Grethe påpeger, at mange i deres alder har svært ved at få rørt kroppen. At være del af Gåvenner giver hende et skub til at komme ud af hjemmet, og det er nemmere for hende, når hun går sammen med andre.

Kom ud og kom med
At komme ud over dørtærsklen derhjemme er ikke altid lige nemt. Dette håber gåvennerne i Risskov at kunne ændre på. For nogle handler gåturen om det at røre kroppen, for andre handler gåturen om det at komme ud af huset og snakke med andre mennesker. Men en ting er sikkert: Gåvenner går hver mandag kl. 17, i al slags vejr, og alle er velkomne.

Mads Kold Rikhof har en travl hverdag som pædagog. Når han skyder med bue og pil, forsvinder hverdagens larm og stress. Han fokuserer kun på én ting; den gule plet.

Af Amalie Hother Sørensen

Mads Kold Rikhof, pædagog og frivillig formand for Aarhus Bueskyttelaug
Foto: Amalie Hother Sørensen

Med koncentrerede øjne, fokuseret åndedræt og spændte muskler. Mads Kold Rikhof giver slip på pilen. Øjnene følger pilen idet den efter ét sekund rammer skiven, der står 25 meter foran os. Pilen borer sig ind i pladen og efterlader et højt brag, der kan høres i hele bygningen. Mads tager en ny pil op af baglommen, lægger den på buen, justerer pilens retningen, hvorefter han affyrer en ny pil. Dette gør Mads op til flere gange om ugen, når han skal have ro og stilhed fra børnehavens skrig, gråd og larm.

Et tilflugtssted fra hverdagen
Interessen for bueskydning startede for ni år siden, da hans datter begyndte til sporten. Mads, som stod på sidelinjen, og iagttog sin datter skyde, indså det sjove og spændende. Herefter kom Mads på voksenholdet, og han har skudt med bue og pil lige siden. I dag skyder Mads primært med buen compound.

“Første gang jeg havde en bue i hånden, hvor jeg tænkte, at det her, det er bare fedt, det var første gang, jeg skød med compound.”

I starten var det bare en hobby, men i dag anvender Mads bueskydning meditativt for at afstresse. Som pædagog har Mads i arbejdstiden ikke mulighed for at få ro eller slappe af, og derfor elsker han at komme ud på skydebanerne, hvor han kan tømme hovedet og fokusere på målet foran ham. I dag er den 49-årig familiefar Mads frivillig formand for Aarhus Bueskyttelaug.

Bueskydning som meditation
Mads har i mange år arbejdet med udviklingshæmmede børn, hvilket er hårdt både fysisk og mentalt. I arbejdstiden har han ikke tid til at samle sine tanker. Derfor kan man se Mads ca. en time om dagen fem gange om ugen stå på skydebanerne, hvor al hans fokus centreres om 10’eren – den midterste ring på skydeskiven. For Mads er den koncentration og fokus, det kræver, for at ramme præcist, en måde hvorpå han kan holde arbejdets rammer væk fra privatlivets rammer. Når Mads skyder, kan han ikke tænke på, hvad han skal købe ind eller lave til aftensmad. Han tænker kun på skydeskiven foran ham.

”Det er lidt ligesom at få tunnelsyn – når jeg skyder, så ser jeg kun skiven foran mig og ikke andet.”

Et koncentrationsniveau så højt at omgivelserne ikke ænses
Mads anvender bueskydning meditativt i den forstand, at han lukker alt andet ude. Han tænker kun på de teknikker, han har lært, for at ramme skiven. Åndedrættet skal tilpasses, pilen skal ligge i den rette stilling på buen, musklerne er spændt, og øjnene er fokuseret om ét område på skiven: Bullseye. 

Mads fortæller, at de i Aarhus Bueskyttelaug har haft udfordringer med, at folk går ind over banerne, mens andre skyder. Her har Mads oplevet, at han har været så koncerteret, at han næsten ikke har opdaget dem, før de er gået ind foran. 

”Når jeg stiller mig på skydelinjen, så kigger jeg på den gule plet, og så er det kun den, jeg fokuserer på.”

At tømme hovedet til bueskydning er for Mads vigtigt, da hans arbejde kræver fokus. For Mads kan det svært at have fuld fokus uden at blive distraheret af mobilen eller en given arbejdssituation. Derfor kan Mads godt lide bueskydning. Her skal han ikke stå til rådighed for andre. Her er han nemlig kun sig selv.

Emil Bay Gregersen, fotojournaliststuderende på DMJX, har altid elsket at tage fotografier. Den 5. februar 2020 fik Emil, som dengang gik på fotoskolen Fatamorgana, til opgave at tage et fotografi af en fremmed. Emil tager rygsækken på, kameraet i hånden, hvorefter han går på Københavns gader for at tage et fotografi af en hjemløs. Her møder han Nichlas, som han følger aftenen og natten igennem.

Amalie Hother Sørensen

Amalie Hother Sørensen

Hvor langt vil du gå for at få den gode historie eller det gode fotografi? Vil du få bekendtskab til et menneske, som bliver set ned på af samfundet, sove på gaden eller overvære drug dealing? Emils svar på spørgsmålet er: langt.

Emil Bay Gregersen, fotojournaliststuderende på DMJX
foto: Amalie Hother Sørensen

En nat på gaden

Rusmidler, misbrug, mad fra offentlige skraldspande og drug dealing. Det var, hvad Emil Bay Gregersens, fotojournaliststuderende på DMJX i Aarhus, aften bød på, da han en dag i februar 2020 på fotoskolen Fatamorgana fik til opgave at tage et fotografi af en fremmed. Opgavens udførelse er op til fortolkning, men Emil havde en klar idé om, hvorledes opgaven skulle udføres. Han ville tage et fotografi af en, som var særdeles anderledes end ham selv. Efter en kortere gennemtænkning fandt Emil frem til, at den person, som var modsætningen til ham, måtte være en, som ikke havde tag over hovedet eller et arbejde, og som desuden boede i København. Denne person var en hjemløs.

Emil gik til sin daværende lærer Morten Bo og fremsagde sin ide. Morten Bos svar lød således:

 ”Det vigtigste for en undersøgelse er at prøve så vidt muligt at sætte sig i personens sted. Og hvordan gør man det bedst? Det er ved at leve ligesom den person.”

Dette tog Emil meget bogstavligt. Derfor valgte han selvsamme aften kl. 22 at forlade lejligheden på Nørrebro med et kamera i hånden for at opsøge de hjemløse, der kommer frem fra deres skjul efter mørkets frembrud på de københavnske gader.

Mødet med Nichlas

Emil møder Nichlas på 22, der har været hjemløs i 4 måneder, efter hans kæreste havde smidt ham ud af lejligheden grundet hans alkohol- og stofmisbrug. Nichlas havde tidligere boet i Rødovre, men var oprindeligt fra Jylland og uddannet tømrer. Dog havde han ikke arbejdet i et stykke tid grundet hans misbrug. Allerede fra første møde kunne Emil mærke, at Nichlas var påvirket. I starten introducerede Emil sig ikke som fotograf. I stedet snakkede han med Nichlas, købte noget mad og vand til ham, hvorefter samtalen førte til, hvordan Nichlas var endt på gaden.

Ifølge Emil gik aftenen på at lære hinanden af kende. Nichlas fortalte om livet som hjemløs, hvilket ikke er nemt. De ”garvede” hjemløse i miljøet styrer gaderne – de holder sammen og ved, hvor ting, såsom alkohol og stoffer, kan skaffes, og hvilke butikker der er lette at røve. Nichlas var ny på gaden, og derfor vidste han ikke, hvad han skulle gøre. Han havde ikke samme sammenhold, som de garvede hjemløse. Derfor gik dagene på at sove. Om natten, hvor der ikke var så mange mennesker, levede Nichlas sit liv, og det var her, han fandt føde til overlevelse; ved at tømme skraldespande for mad og drikke.

”Jeg ville gerne være præcis ligesom ham – i hans sted for en nat.”

Det var Emils tilgang til opgaven. Han kunne ikke få taget det gode fotografi, hvis han ikke levede som Nichlas. Emil ville ikke være i stand til at forstå Nichlas’ situation, hvis han ikke selv havde stået i den før – eller hvert fald prøvet det, der mindede om det.

Hvor går grænsen?

For Emil var aftenen meget lærering, men også i høj grad udfordrende på flere niveauer. Som fotograf skal man så vidt muligt undgå at påvirke situationen. Dette er nemmer sagt end gjort. Under Nichlas’ køb af stoffer tog Emil et fotografi. Hvad han ikke havde lagt mærke til var, at hans blitz på kameraet var slået til. Dette udløste en højrøstet konflikt, hvor Emil måtte brug næste en time på at tale sin sag overfor drugdealerne. Men han tog ikke hjem efter den dramatiske hændelse. Han blev ved Nichlas’ side, indtil Nichlas var for beruset og påvirket til, at Emil kunne føre en samtale med ham. Derfor valgte Emil at lægge sig ved siden af Nichlas for sove. Omkring kl. 8 næste dag stod Emil op for at tage i skole.

Emils grænse er ikke nået endnu. Han fortæller således:

”Jeg har endnu ikke nået min grænse. Jeg prøver så vidt muligt at rykke den, så jeg kan gå endnu længere næste gang.”

Som fotograf dyrker Emil det adrenalinkick og den opstemthed, han får, når han står i en situation, hvor han ikke kan kontrollere udkommet. For Emil handler det også om udvikling – at han næste gang kan være i stand til at gå endnu længere og udfordre sig selv endnu mere.

Det gode fotografi

Emils opgave var at tage et fotografi med en fremmed, hvor han tog udgangspunkt i Nichlas historie. Som fotograf ville Emil ikke bare tage et fotografi, han ville fremskabe de følelser, der var på spil. Nichlas havde fortalt Emil, at han følte sig som et spøgelse, da folk ignorerede ham på gaden. Derfor tog Emil udgangspunkt i et fotografi, hvor Nichlas var redigeret hvidblev og sløret – så sløret, at man ikke kunne se hans ansigtskontur, men kun ane et ansigt. Det slørede fotografi skulle skabe en emotionel funktion, hvor Emil ville genskabe de følelser, der var på spil, og det, han og Nichlas oplevede.

For Emil er historier som Nichlas’ vigtige at fortælle. Emil, som er opvokset i Ishøj, har selv oplevet ubehagelige ting, som har sat ”dybe huller” i hans liv. Han har selv kæmpet med disse indre huller som ung i et miljø, der er præget af kriminalitet. Det, at tage fotografier, har hjulpet Emil med at bearbejde de ting, han har oplevet. Fotografiet har været hans skjulested, hvor han kunne udfolde sine kreative evner, som ellers ikke er anset i det miljø, han kommer fra. Hvor han kan hjælpe andre ved at fortælle deres historie gennem det gode fotografi.