Amalie Hother Sørensen

Hvor langt vil du gå for at få den gode historie eller det gode fotografi? Vil du få bekendtskab til et menneske, som bliver set ned på af samfundet, sove på gaden eller overvære drug dealing? Emils svar på spørgsmålet er: langt.

Emil Bay Gregersen, fotojournaliststuderende på DMJX
foto: Amalie Hother Sørensen

En nat på gaden

Rusmidler, misbrug, mad fra offentlige skraldspande og drug dealing. Det var, hvad Emil Bay Gregersens, fotojournaliststuderende på DMJX i Aarhus, aften bød på, da han en dag i februar 2020 på fotoskolen Fatamorgana fik til opgave at tage et fotografi af en fremmed. Opgavens udførelse er op til fortolkning, men Emil havde en klar idé om, hvorledes opgaven skulle udføres. Han ville tage et fotografi af en, som var særdeles anderledes end ham selv. Efter en kortere gennemtænkning fandt Emil frem til, at den person, som var modsætningen til ham, måtte være en, som ikke havde tag over hovedet eller et arbejde, og som desuden boede i København. Denne person var en hjemløs.

Emil gik til sin daværende lærer Morten Bo og fremsagde sin ide. Morten Bos svar lød således:

 ”Det vigtigste for en undersøgelse er at prøve så vidt muligt at sætte sig i personens sted. Og hvordan gør man det bedst? Det er ved at leve ligesom den person.”

Dette tog Emil meget bogstavligt. Derfor valgte han selvsamme aften kl. 22 at forlade lejligheden på Nørrebro med et kamera i hånden for at opsøge de hjemløse, der kommer frem fra deres skjul efter mørkets frembrud på de københavnske gader.

Mødet med Nichlas

Emil møder Nichlas på 22, der har været hjemløs i 4 måneder, efter hans kæreste havde smidt ham ud af lejligheden grundet hans alkohol- og stofmisbrug. Nichlas havde tidligere boet i Rødovre, men var oprindeligt fra Jylland og uddannet tømrer. Dog havde han ikke arbejdet i et stykke tid grundet hans misbrug. Allerede fra første møde kunne Emil mærke, at Nichlas var påvirket. I starten introducerede Emil sig ikke som fotograf. I stedet snakkede han med Nichlas, købte noget mad og vand til ham, hvorefter samtalen førte til, hvordan Nichlas var endt på gaden.

Ifølge Emil gik aftenen på at lære hinanden af kende. Nichlas fortalte om livet som hjemløs, hvilket ikke er nemt. De ”garvede” hjemløse i miljøet styrer gaderne – de holder sammen og ved, hvor ting, såsom alkohol og stoffer, kan skaffes, og hvilke butikker der er lette at røve. Nichlas var ny på gaden, og derfor vidste han ikke, hvad han skulle gøre. Han havde ikke samme sammenhold, som de garvede hjemløse. Derfor gik dagene på at sove. Om natten, hvor der ikke var så mange mennesker, levede Nichlas sit liv, og det var her, han fandt føde til overlevelse; ved at tømme skraldespande for mad og drikke.

”Jeg ville gerne være præcis ligesom ham – i hans sted for en nat.”

Det var Emils tilgang til opgaven. Han kunne ikke få taget det gode fotografi, hvis han ikke levede som Nichlas. Emil ville ikke være i stand til at forstå Nichlas’ situation, hvis han ikke selv havde stået i den før – eller hvert fald prøvet det, der mindede om det.

Hvor går grænsen?

For Emil var aftenen meget lærering, men også i høj grad udfordrende på flere niveauer. Som fotograf skal man så vidt muligt undgå at påvirke situationen. Dette er nemmer sagt end gjort. Under Nichlas’ køb af stoffer tog Emil et fotografi. Hvad han ikke havde lagt mærke til var, at hans blitz på kameraet var slået til. Dette udløste en højrøstet konflikt, hvor Emil måtte brug næste en time på at tale sin sag overfor drugdealerne. Men han tog ikke hjem efter den dramatiske hændelse. Han blev ved Nichlas’ side, indtil Nichlas var for beruset og påvirket til, at Emil kunne føre en samtale med ham. Derfor valgte Emil at lægge sig ved siden af Nichlas for sove. Omkring kl. 8 næste dag stod Emil op for at tage i skole.

Emils grænse er ikke nået endnu. Han fortæller således:

”Jeg har endnu ikke nået min grænse. Jeg prøver så vidt muligt at rykke den, så jeg kan gå endnu længere næste gang.”

Som fotograf dyrker Emil det adrenalinkick og den opstemthed, han får, når han står i en situation, hvor han ikke kan kontrollere udkommet. For Emil handler det også om udvikling – at han næste gang kan være i stand til at gå endnu længere og udfordre sig selv endnu mere.

Det gode fotografi

Emils opgave var at tage et fotografi med en fremmed, hvor han tog udgangspunkt i Nichlas historie. Som fotograf ville Emil ikke bare tage et fotografi, han ville fremskabe de følelser, der var på spil. Nichlas havde fortalt Emil, at han følte sig som et spøgelse, da folk ignorerede ham på gaden. Derfor tog Emil udgangspunkt i et fotografi, hvor Nichlas var redigeret hvidblev og sløret – så sløret, at man ikke kunne se hans ansigtskontur, men kun ane et ansigt. Det slørede fotografi skulle skabe en emotionel funktion, hvor Emil ville genskabe de følelser, der var på spil, og det, han og Nichlas oplevede.

For Emil er historier som Nichlas’ vigtige at fortælle. Emil, som er opvokset i Ishøj, har selv oplevet ubehagelige ting, som har sat ”dybe huller” i hans liv. Han har selv kæmpet med disse indre huller som ung i et miljø, der er præget af kriminalitet. Det, at tage fotografier, har hjulpet Emil med at bearbejde de ting, han har oplevet. Fotografiet har været hans skjulested, hvor han kunne udfolde sine kreative evner, som ellers ikke er anset i det miljø, han kommer fra. Hvor han kan hjælpe andre ved at fortælle deres historie gennem det gode fotografi.