Mads finder ro ved at skyde med bue og pil: “Når jeg ser skiven foran mig, så ser jeg ikke andet”

Mads Kold Rikhof har en travl hverdag som pædagog. Når han skyder med bue og pil, forsvinder hverdagens larm og stress. Han fokuserer kun på én ting; den gule plet.

Af Amalie Hother Sørensen

Mads Kold Rikhof, pædagog og frivillig formand for Aarhus Bueskyttelaug
Foto: Amalie Hother Sørensen

Med koncentrerede øjne, fokuseret åndedræt og spændte muskler. Mads Kold Rikhof giver slip på pilen. Øjnene følger pilen idet den efter ét sekund rammer skiven, der står 25 meter foran os. Pilen borer sig ind i pladen og efterlader et højt brag, der kan høres i hele bygningen. Mads tager en ny pil op af baglommen, lægger den på buen, justerer pilens retningen, hvorefter han affyrer en ny pil. Dette gør Mads op til flere gange om ugen, når han skal have ro og stilhed fra børnehavens skrig, gråd og larm.

Et tilflugtssted fra hverdagen
Interessen for bueskydning startede for ni år siden, da hans datter begyndte til sporten. Mads, som stod på sidelinjen, og iagttog sin datter skyde, indså det sjove og spændende. Herefter kom Mads på voksenholdet, og han har skudt med bue og pil lige siden. I dag skyder Mads primært med buen compound.

“Første gang jeg havde en bue i hånden, hvor jeg tænkte, at det her, det er bare fedt, det var første gang, jeg skød med compound.”

I starten var det bare en hobby, men i dag anvender Mads bueskydning meditativt for at afstresse. Som pædagog har Mads i arbejdstiden ikke mulighed for at få ro eller slappe af, og derfor elsker han at komme ud på skydebanerne, hvor han kan tømme hovedet og fokusere på målet foran ham. I dag er den 49-årig familiefar Mads frivillig formand for Aarhus Bueskyttelaug.

Bueskydning som meditation
Mads har i mange år arbejdet med udviklingshæmmede børn, hvilket er hårdt både fysisk og mentalt. I arbejdstiden har han ikke tid til at samle sine tanker. Derfor kan man se Mads ca. en time om dagen fem gange om ugen stå på skydebanerne, hvor al hans fokus centreres om 10’eren – den midterste ring på skydeskiven. For Mads er den koncentration og fokus, det kræver, for at ramme præcist, en måde hvorpå han kan holde arbejdets rammer væk fra privatlivets rammer. Når Mads skyder, kan han ikke tænke på, hvad han skal købe ind eller lave til aftensmad. Han tænker kun på skydeskiven foran ham.

”Det er lidt ligesom at få tunnelsyn – når jeg skyder, så ser jeg kun skiven foran mig og ikke andet.”

Et koncentrationsniveau så højt at omgivelserne ikke ænses
Mads anvender bueskydning meditativt i den forstand, at han lukker alt andet ude. Han tænker kun på de teknikker, han har lært, for at ramme skiven. Åndedrættet skal tilpasses, pilen skal ligge i den rette stilling på buen, musklerne er spændt, og øjnene er fokuseret om ét område på skiven: Bullseye. 

Mads fortæller, at de i Aarhus Bueskyttelaug har haft udfordringer med, at folk går ind over banerne, mens andre skyder. Her har Mads oplevet, at han har været så koncerteret, at han næsten ikke har opdaget dem, før de er gået ind foran. 

”Når jeg stiller mig på skydelinjen, så kigger jeg på den gule plet, og så er det kun den, jeg fokuserer på.”

At tømme hovedet til bueskydning er for Mads vigtigt, da hans arbejde kræver fokus. For Mads kan det svært at have fuld fokus uden at blive distraheret af mobilen eller en given arbejdssituation. Derfor kan Mads godt lide bueskydning. Her skal han ikke stå til rådighed for andre. Her er han nemlig kun sig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *